• Skolen

  •     .

 

Værdigrundlag:

 

Værdigrundlaget for Atuarfik Prinsesse Margrete er i overensstemmelse med Landstingsforordning nr. 8 af 21. maj 2002 om folkeskolen. Skolereformen, ”Atuarfitsialak”´s målsætning er, at skabe et sundt og trygt læringsmiljø som fremmer den enkeltes evne til selvstændig tænkning og kritisk stillingtagen – evne til at give udtryk for egne meninger, holdninger og følelser samt målrettethed, omstillingsevne, engagement og kreativitet.

 

Undervisningen skal give eleven mulighed for at tilegne sig nyttige kundskaber, arbejdsformer og faglige  kompetencer, at udvikle individuelle evner og forberede sig til uddannelse og erhverv samt tilegne sig alsidige udtryksformer og sproglige kompetencer.

 

Undervisningen, herunder også fritidsordningen og klubben, skal skabe sådanne rammer for dagligdagen og arbejdet   i skolen, at eleven udvikler sit selvværd og sin selvtillid samt sin evne til at samarbejde, sin ansvarsfølelse og sin respekt for andre mennesker.

 

Hele skolens virksomhed skal skabe grundlag for, at eleven udvikler sin viden om og forståelse af sin egen samfundsmæssige identitet, kultur og værdier, tilegner sig viden om og udvikler forståelse af andre kulturer, indføres   i demokratisk tankegang og bliver bevidst om egne demokratiske rettigheder og pligter samt udvikler forståelse for eget ansvar overfor samfundets udvikling og dets samspil med naturen.

 

Undervisningens tilrettelæggelse, herunder valg af undervisnings- og arbejdsformer, metoder, undervisningsmaterialer og stofudvælgelse, skal i alle fag leve op til folkeskolens formål, formålene for de enkelte trin, formålene for de enkelte fag og fagområder og læreplanernes angivelser af læringsmål. Undervisningen skal varieres så den svarer til den enkelte elevs behov og forudsætninger. I hvert fag samarbejder lærer og elev løbende om fastlæggelser af de mål der søges opfyldt. Elevens arbejde tilrettelægges under hensyntagen til disse mål. Fastlæggelse af arbejdsformer, metoder og stofudvalg skal foregå i samarbejde mellem lærer og elev.

 

Et velfungerende skole-hjemsamarbejde er vigtigt for, at eleverne får en vellykket skolegang. Gennem dette samarbejde fastholdes og udøves skolens og hjemmets indflydelse på og ansvar for skolegangen.

 

Hele skolens virksomhed skal sikre, at alle elever kan tilegne sig faglig ballast, der giver dem mulighed for fremtidig uddannelse, erhverv og et aktivt fritidsliv.

 

Skolen skal være for alle uanset baggrund, evner og anlæg.

 

Skolen skal være i stadig udvikling. Det vil sige, at der skal skabes et lærende miljø, hvor elever og medarbejdere kan udvikle sig. Det betyder blandt andet, at skolen skal forholde sig aktivt til hele sin virksomhed, herunder til sit værdigrundlag, til ny viden og til nye metoder og arbejdsformer.

 

Grundlaget for god, udviklingsorienteret undervisning og gode fritidstilbud er dygtige og engagerede medarbejdere. Den faglige og personlige udvikling tilgodeses gennem en tidssvarende personalepolitik, herunder efter- og videreuddannelse.

 

L.